Eva Fricke
Eva Fricke har siden starten i 2006 udviklet sig til at være en af de førende unge producenter i Rheingau. Hendes karriere startede på den kendte skole for ønologi i Geisenheim. Efter studiet drog hun til Sydafrika og høstede erfaring hos Buitenverwachting og dernæst blev det til ophold hos blandt andre Schloss Johannisberg og Dominio de Pingus.
I 2006 startede hun sit eget projekt med 0,25 hektar og en produktion på kun 600 liter. Siden er arealet hendes vinmarker vokset til samlet 17 hektar. Hun har fortrinsvis udvidet med vinmarker, der stammer fra før man i 1970’erne overgik til industriel produktion. Som andre i sin generation søger Fricke at bringe Rheingau tilbage til fordums storhed ved brug af traditionelle metoder i kombination med økologiske dyrkning.
Frickes filosofi er enkel: Rene og delikate vine med fokus på udtryk og elegance. Fricke mener at Riesling nok er den mest komplekse og følsomme druesort og den bedst egnede til at udtrykke de forskellige terroirer i Rheingau. Alle Frickes vine er økologisk certificerede.
Riesling Verde viser hendes bud på en klassisk, men alligevel frisk og klar Riesling fra denne region. Hendes Riesling-vine fra Kiedrich og Lorch viser bemærkelsesværdig finesse og fremhæver præcist terroiret i disse to landsbyer. Enkeltmarksvinene Seligmacher, Krone og Schlossberg udgør i sidste ende toppen af kvalitetspyramiden og viser en masse energi og kraft og et betydeligt lagringspotentiale.
Mens hun primært fokuserer på Riesling, producerer hun også en champagnemetodevin på Pinot Noir, som lagres i 36-45 måneder inden degorgeringen.
Hendes vine har fået verdensomspændende anerkendelse i de seneste år: For Stuart Pigott (James Suckling) er hendes 2019 Pinot Noir Sekt et »tysk rosé mousserende mesterværk« (95/100). Stephan Reinhardt (Wine Advocate) tildelte hende 96 point for hendes Schlossberg Riesling fra 2021 og de legendariske 100 point for hendes Lorcher Krone Trockenbeerenauslese fra 2019-årgangen.
Vi er begejstrede over at kunne præsentere Evas vine, som med deres klarhed, renhed og delikatesse er et spændende stilistisk supplement til Peter Jakob Kühns vine.
Område: Eltville am Rhein, Rheingau
Druesorter: Riesling
Dyrkningsmetode: Økologisk
Areal: 17 hektar