Nicolas Joly
Nicolas Joly og Vignobles de la Coulée de Serrant er anerkendt verden over for sine tørre biodynamiske Chenin Blanc vine med imponerende dybde og elegance især fra den Joly-familieejede monopolmark, 'Coulée de Serrant', der er den vigtigste mark i Savennières i Loire, og hvorpå der er blevet dyrket vin siden år 1130.
"Ægte vin" med respekt for naturen
Nicolas Joly er en af foregangsmændende inden for biodynamik, og ejendommen gik i 1980 over til biodynamisk landbrug, og har siden 1984 dyrket alle vinmarkerne biodynamisk uden overhovedet nogen form for brug af syntetiske og kemiske produkter samt insekticider og nitrater.
Joly søger altid at opnå den "ægte vin" med respekt for naturen, og han arbejder efter mottoet, “jeg vil ikke bare have en god vin, men også en ægte vin". Hans vine er udover at være dybe og elegante også kendt for deres holdbarhed og positive udvikling efter flasken er åbnet, som kan vare i op til mange dage efter.
Dette skyldes, at Joly strækker høsten over flere uger og over fire til fem gange for at opnå den perfekte modenhed i druerne, hvilket kræver meget arbejde og stor opmærksomhed.
Druerne bliver høstet sent for at opnå den rette kompleksitet, der opstår i forbindelse med overmodne og oxiderede druer. En oxidation, som på ingen måde må forveksles med oxidation af vin på grund af dårligt kælderarbejde, men derimod på grund af en sund og bæredygtig dyrkning, der giver en oxidation uden grå råd samt en helt perfekt kompleksitet og mineralitet, som kun kan fås ud af Chenin Blanc druen, når den er fuldt modnet, har fået en dyb gul farve og begynder at damme botrytis.
Vinene og appellationerne
Nicolas Joly og Vignobles de la Coulée de Serrant laver i alt tre vine fra tre forskellige appellationer. ‘La Coulée de Serrant’ fra appellationen og monopolmarken af samme navn, der er ejet af Joly-familien. ‘La Clos de la Bergerie’ fra appellationen Savennières-Roche aux Moines og ‘Les Vieux Clos’, der bliver dyrket i appellationen Savennières.
La Coulée de Serrant er kun 7 hektar, og der produceres årligt mellem 20- og 25.000 flasker. Marken er beliggende på meget stejle sydøstvendte skråninger med vinstokke med en gennemsnitsalder på 35 til 40 år og med nogle op til 80 år. Jordbunden er kun mellem 20 og 40 cm tyk, og består af rød skifer, hvilket dræner vinstokkene perfekt.
Clos de la Bergerie bliver dyrket fra vinstokke med en gennemsnitsalder på mellem 20 og 25 år. Jordbunden består ligeledes af skifer, og er en anelse tykkere på ca. 80 cm. Markerne er østvendte og lidt mindre stejle, og der bliver produceret mellem 8- og 10.000 flasker pr. år.
Les Vieux Clos dyrkes på jord af hovedsagelig skifer, men også kvarts og visse steder også sand. Vinstokkene er ca. en snes år gamle, og er udvalgte massaler og ikke kloner for at øge den aromatiske kompleksitet.
Alle tre appellationer er plantet med druesorten Chenin Blanc og alle vinstokkene, som er plantet i løbet af de seneste fem år er blevet taget fra udvalgte stiklinger fra de ældste vinstokke for at bevare og forstærke de finesser og kvaliteter, der har kendetegnet vinene gennem århundreder.
Besøg Nicolas Jolys hjemmeside >
Område: Savennières, Loire
Dyrkningsmetode: Biodynamisk · EcoCert + Demeter
Druesorter: Chenin Blanc
Areal: 7 hektar
Ikon: Coulée de Serrant