Den første dokumenterede omtale af Staffelter Hof er helt tilbage i 862, og de kunne i 2012 fejre vingårdens 1150-års jubilæum, hvilket gør den til en af de ældste stadig eksisterende virksomheder ikke bare i Tyskland, men i hele i verden.

Den nye generation

I nyere tid begynder historien, da Paul Klein, den yngste søn af Anna Maria og Kilian Klein, vendte tilbage til Kröv i Mosel efter krigen fra britisk fangenskab i foråret 1947, hvor han i årene fra 1942 til 1947 både i Canada og Wales brugte sin tid til at udvide sin viden om vindyrkning med de nødvendige bøger tilsendt hjemmefra.

Paul blev samme år som hjemkomsten gift med Rosina Römer, og startede samtidig at dyrke vin med en halv hektar vinmarker. I 1949 købte Paul gården af ​​sin mor for 20.000 D-Mark, og det tilhørende lille destilleri kunne derefter sættes i drift igen, hvilket dannede en vigtig indtægtskilde de kommende år.

I 1961 renoverede og moderniserede Paul og Rosina ​​vingården og efter en mere omfattende jordsammenlægning i 1962 af dalene i området, som blev brugt til landbrug, beplantede de 2,2 hektar med vinstokke. Ny agerjord blev enten købt eller bortforpagtet, og målene for Paul og Rosina var at gøre arbejdet lettere og forstørre vinkælderen.

I 1974 flyttede Paul og Rosinas søn Gerd og hans kone Hildegund til Niederemmel (i dag Piesport), hvor de overtog vinmarkerne og druehøsten fra Hildegunds forældre. Al vinproduktion i Piesport styres i dag fra Klein-familiens gård i Kröv, og i 2005 grundlagde Gerd og Hildegund sammen med deres ældste søn Jan Matthias familiepartnerskabet Staffelter Hof, hvilket siden er udvidet til hele 9 hektar på kendte Kröv og Piesport terroirs, såsom Steffensberg, Letterlay, Paradies og Hofberger.

Økologi og bæredygtighed

Med Jan Matthias Klein begyndte også en æra med økologisk tænkning og vindyrkning samt naturvin, som er blevet meget vigtig for hele familien Klein. Siden 2011 har Jan Matthias været optaget i EcoVin, som er den største sammenslutning af økologiske vinbønder i Tyskland, og i 2014 overtog han det fulde ejerskab vingården samtidig med afslutningen af overgangsperioden til økologisk vindyrkning.

For Jan Matthias og Staffelter Hof er det vigtig, at deres lange tradition med vinproduktion kan fortsætte i mange år fremover, og selv midt i klimaforandringerne er de overbeviste om, at det nok skal gå med en bæredygtig og sund udnyttelse af deres jord og biodiversitet. Der er blandt andet plantet PIWI'er (svampe-resistente vinstokke), som de mener, kan modstå klimaændringer på lang sigt og opretholde kvaliteten af vinene.

I dag dyrkes der 60% Riesling, 10% Müller-Thurgau og 7% Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Frühburgunder, Gamay, Gelber Muskateller, Arinto og Fernao Pires samt PIWI-sorterne Muscaris, Souvignier Gris, Sauvitage, Satin Noir, Sauvignac og Donau Riesling. Sidstnævnte kræver sjældent plantebeskyttelse.

Fremtidige projekter

Staffelter Hof er ydermere og takket være solceller selvproducerende for omkring 80% af den energi, de har brug for. Yderligere projekter er planlagt i 2023, såsom indkøb af en flok får til at passe markerne. Derudover er der planlagt et skovbrugsprojekt på flere hektar med husdyr og skiftevis plantning af PIWI-vinstokke, frugttræer og andre træagtige planter og buske, så der i fremtiden vil opstå et økologisk og økonomisk fornuftigt system med mere plantediversitet, blomster, deraf insekter og deres føde, smådyr, fugle og sidst men ikke mindst druer, som sikrer vingårdens indkomst.

Besøg Staffelter Hofs hjemmeside >

Område: Kröv, Mosel


Dyrkningsmetode: Økologisk og naturvin · GfRS


Druesorter: Riesling, Müller-Thurgau, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Frühburgunder, Gamay, Gelber Muskateller, Arinto, Fernao Pires, Muscaris, Souvignier Gris, Sauvitage, Satin Noir, Sauvignac og Donau Riesling


Areal: 9 hektar


Ikon: Kröv Steffensberg Trockenbeerenauslese

Etiketter