Domaine du Couvent har sin oprindelse i de to Cheron familieejede domæner, Domaine Misset-Cheron og Domaine des Varoilles. Domaine Misset-Cherón blev grundlagt i 1930'erne, da Paul Misset, der er bedstefar til den nuværende ejer Philippe Cheron erhvervede sig vinstokke på Clos de Vougeot. I 1964 blev Domaine des Varoilles købt af Denis Cheron, som er far til Phillipe Cheron, sammen med Naigeon familien, der var vinbønder i Gevrey-Chambertin.

 

Oprindeligt var Domaine des Varoilles bygget op omkring de to Premier Cru Gevrey-Chambertin monopoler, 'La Romanée' og 'Clos des Varoilles', men domænet voksede sig større, og i 1970 ehvervede de blandt andet et tidligere kloster i Gevrey-Chambertin, der blev deres hovedkvarter, og hvor der er en lille vinmark, hvis vin siden har båret navnet Clos du Couvent.

 

I 1990 solgte Naigeon familien sin part i Domaine des Varoilles til sin schweiziske importør, som i 2020 gik på pension, hvilket gav Cheron-familien mulighed for at overtage hele domænet, så det i dag styres af Philippe Cheron under navnet Domaine du Couvent efter vinen fra den lille vinmark Clos du Couvent ved deres hovedkvarter.

Stor diversitet

 

Domænet er beliggende i Gevrey-Chambertin, hvorfra parcellerne spreder sig som en mosaik ud over kommunerne Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Vougeot, Vosne-Romanée, Nuits-Saint-Georges og Marsannay la Côte.

 

Denne store diversitet tillader Domaine du Couvent at præsentere femten cuvéer hovedsageligt på Pinot Noir, og med to Grand Cru, fire Premier Cru og tre monopolmarker bestræber Domaine du Couvent sig på at manifestere hver marks naturlige og autentiske udtryk.

 

Domaine du Couvent er ikke økologisk certificeret, men de har så naturlig en tilgang i marken som muligt, og følger ligeledes økologiske principper i kælderen. Derudover foregår høsten i hånden, og druerne bliver fordelt i kasser af højest 20 kilo, så druerne ikke bliver beskadiget under høsten.

 

Besøg Couvents hjemmeside > 

 

Område: Gevrey-Chambertin, Bourgogne


Dyrkningsmetode: Økologiske principper


Druesorter: Pinot Noir


Areal: 10 hektar


Ikon: Aux Murgers