Château Grillon ligger i Barsac, der er naboområde til Sauternes, og drives af Odile Roumazeilles og hendes søn Julien, som råder over et samlet areal af vinmarker på 8 hektar med en undergrund bestående overvejende af ler og kalk, og hvor der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper.

På Grillon har ædelråd fundet sit forjættede land

Slottets marker ligger mindre end 200 meter fra Ciron-floden, som er en biflod til Garonne-floden, hvilket giver de bedste muligheder for at få markerne indhyllet i den særlige efterårsmorgenluftfugtighed samt de solrige eftermiddage op mod høsten, der er den optimale forudsætning for at få områdets typiske druesorter Sauvignon Blanc, Sémillon og Muscadelle til at udvikle ”ædel råddenskab”, hvor druerne udsættes for angreb fra den særlige og lunefulde skimmelsvamp Botrytis Cinera, der er altafgørende for at kunne lave de fine søde vine i Sauternes og Barsac.

Château Grillon er ligeledes ideelt placeret på et lerkalkstensplateau i den nordlige ende af Barsac, hvor højden og jordens tekstur giver en ideel naturlig dræning til modningen af ​​druerne.

Det hele er en yderst vanskelig proces, der stiller store krav til vinmageren, og derfor er udbyttet blandt områdets producenter også ofte meget svingende. Château Grillon har dog gennem årene bevist, at de på fornemmeste vis og trods den beskedne årlige produktion på omkring 25.000 flasker er i stand til at lave Sauternes-vine af højeste kvalitet.

 

Besøg Grillons hjemmeside >

Område: Barsac, Bordeaux


Dyrkningsmetode: Økologisk · EcoCert


Druesorter: Sémillion, Sauvignon Blanc & Muscadelle


Areal: 8 hektar


Ikon: Château Grillon